Den tidkrævende 
unyttigheds betydning

Forfatter: Louise Waldén
Da broderiets i renæssancen mistede sin stilling som højt skattet kunstart skete det bl.a. på grund af konkurrence fra kvindeligt "amatørbroderi" i hjemmene. Arbejdet blev degraderet fra mandlig fagkundskab til kvindelig egenskab. Sådanne forvandlingsnumre giver historien mange eksempler på. Louise Waldén mener, at det ikke så meget drejer sig om, hvad der arbejdes med, som hvem der udfører arbejdet og hvor det sker: i eller uden for hjemmet. Forvandlingsnumrene ser ud til altid at resultere i at fastholde hierarkiet mellem mands- og kvindearbejde og afspejler kvindearbejdets uklare grænser og mandsarbejdets grænsedragningsbehov.

I 80-ernes somre broderede jeg planter i korssting, efter mønster, på fin stramaj, over to tråde. Årsagen er uvidenhed. Før en rejse til Cuba i julen 1979 søgte jeg efter et hånd-arbejde, som skulle kunne optage lidt plads, men meget tid for dels at fordrive ventetiden på flyvepladser og dels timerne i flyet. Korsstingsbroderi opfyldte alle kravene til et let, lille, langsomt håndarbejde.
Teoretisk set havde jeg ret. Det praktiske arbejde afslørede min uvidenhed om arbejdets art. Fine korssting kræver udover gode øjne (som jeg aldrig har haft) også ordentligt lys, ro og koncentration. Forudsætninger som man savner på flyvepladser og i fly.

Da jeg kom hjem med broderiet så godt som urørt, fandt jeg ud af lidt mere om kors-stingsbroderi og ændrede målsætning: fra at være et arbejde for at holde hænderne beskæftigede, mens jeg ventede på noget andet, blev det et mål i sig selv: en øvelse i tålmodighed, akkuratesse, koncentration. Øvelsens karakter blev forstærket af bevidstheden om dette tidskrævende arbejdes absolutte unyttighed. Hvis det ikke blev færdigt, betød det ingenting, men hvis det blev sjusket gjort, blev det meningsløst.
Meningen lå ikke i at præstere et færdigt resultat, men i at præstere et godt og velgjort arbejde. Dette drejede sig på sin side om at trevle grimme sting op, at lave dem om, igen og igen. Tilfredsstillelsen lå ikke i selvrealiseringen og i det personlige udtryk, men i anonymiteten og det at underkaste sig arbejdet. I alt dette findes der en meditativ dimension, en fordybelse som udelukker omverden og hverdag, som lader dybe følelser flyde op og krystallisere sig i tanker.

Broderiet har fået mig til at indse den tidkrævende unyttigheds betydning. I en kultur hvor tid er penge, føles det som en dyrebar luksus, men det er i virkeligheden en livsnødvendighed i et præstationssamfund.
Mit broderi er gennem tiden faldet sammen med min forskning, som meget har handlet om symaskinens betydning i kvindekultur og mandskultur. Det har ligget lige for at fundere over broderiets placering og rolle i syarbejdet.

Håndens syning og maskinens
At sy kan være produktivt (at sy noget), reproduktivt (at reparere?, lappe, stoppe) eller "uproduktivt", dvs. ikke at have nogen direkte nyttig funktion (at brodere).
Frem til midten af 1800-tallet blev syning udført med samme enkle værktøj: nål og tråd.
Først med symaskinen sker der en radikal forandring af værkstøj og teknik, og dermed også af arbejdets betingelser og vilkår. Omkring 1850 begyndte man at fremstille symaskiner i USA.
De første symaskiner kunne kun sy lige sømme, men fra 1880-erne fandtes der maskiner, som både kunne stoppe og brodere.
Da man i 1940-erne teknisk set løste problemerne med at få nålen til flytte sig fra side til side, blev det enklere. Først kom zigzagsømmene, som blev fulgt af en mængde forskellige nytte- og pyntesømme. Dermed kunne symaskinen mekanisk udføre næsten alle håndsyningens teknikker. Men først med de sene 1970-eres elektroniske symaskiner - hvor maskinen kan vælge den søm, som bedst egner sig til formålet - opnås den automatik, som kendetegner dygtig håndsyning.
Hvad sker der med arbejdet i overgangen fra hånden til maskinen? Hvad er forskellen mellem håndbroderi og maskinbroderi?
Hvis man ser på slutresultatet ser det ud til, at maskinen er klart overlegen i forhold til menneskehånden. Maskinbroderiet er stærkere, mere holdbart og frem for alt hurtigere. Maskinen syr desuden automatisk alle sting ens. Hvor det dygtigt udførte håndbroderis adelsmærke tidligere var de jævne og ensartede sting, så afslører menneskehånden sig nu snarere i uundgåelige ujævnheder og uregelmæssigheder.
Men maskinens overlegenhed er ikke på samme måde selvindlysende, hvis man kigger på broderiets funktion i kvinders liv og hjemmets arbejde. Arbejdsresultatets kvalitet kan stilles op over for arbejdsprocessens kvalitet. Gevinsten i kvantitet er ikke lige så klar i hjemmet nytteproduktion som i industriens masseproduktion.
Maskinens hurtighed giver løfte om frigjort tid, "egen" tid - men det løfte forbliver ofte uindfriet. I husholdningens verden af ubegrænset arbejdstid og uafgrænset fritid ædes den som regel op af nødvendige og unødvendige gøremål: en kvindes hænder skal altid være beskæftigede. Kvindekulturens første bud - tænk på andre før dig selv - gør, at ens egen tid endda kan blive mindre.
I håndarbejdet kan kravet om de beskæftigede hænder forenes med stunder af meditativ ro midt i husholdningsarbejdets uafbrudte virksomhed. I ly af et håndarbejde kan man stjæle sig til den forbudte stilhed, uden at man bliver anklaget for "at sidde med ledige hænder". Stopningens nødvendighed, syningens nytte, ja også broderiets fornøjelse er legitime beskæftigelser, bagved hvilke man kan nære forbudte følelser, tænke forbudte tanker.
Forholdet arbejde/tid bliver også anderledes, når tid ikke skal opgøres i penge, men bare i tid. Det økonomiske udbytte man får af maskinen, ligger ikke i forøgede indkomster, men i formindskede udgifter, som gør det mindre nødvendigt at sælge tid. Lønnen for besværet, som i markedsøkonomien udgøres af penge, bliver i hjemmets ubetalte arbejde ofte tilfredsstillelse: med arbejdets resultat, men også med processen/udførelsen.
Selv begrebet effektivitet forandrer indhold. I lønarbejdet bygger effektivitet på arbejds-deling og specialisering - i husarbejdet på mange samtidige aktiviteter og fleksibilitet. At "udnytte tiden godt" i hjemmet er at kunne bruge småstunder, at koordinere mange opgaver, at have et højt beredskab i forhold til afbrydelser, at holde et vågent øje med snarere end et vogtende øje på en ting.
Til denne type af effektivitet passer håndsyning godt. Det er nemt at tage frem, let af afbryde, og det kan forenes med "det vågne øje". Det forvandler spildtid og venten til produktiv tid. Med symaskinen bindes arbejdet til en bestemt plads. Opmærksomheden rettes mod maskinen. Den definerer syning som arbejde. Arbejdstiden bliver mere effektiv - men spildtiden bliver mere ineffektiv. Maskinen fører industrisamfundets opfattelse af tid, arbejde, effektivitet ind i hjemmearbejdets driftsøkonomi, som hidtil har været præget af en organisk tidsopfattelse.
Med dette vil jeg ikke benægte den betydning, symaskinen har haft for at lette først og fremmest den produktive og reproduktive syning, det nødvendige arbejde. Men når det gælder det "unødvendige", "uproduktive" broderi, er målet maske ikke at vinde tid, men at spilde tid: unyttig tid til fornøjelsens, glædens, skønhedens pris. Hvis meningen ligger i tilfredsstillelsen, ikke i det hurtigt opnåede resultat, så kan maskinen få svært ved at konkurrere med håndens langsomme, subjektive føren nålen og tråden gennem materi-alet.
I produktionens og reproduktionens rige er de skønne kunster ikke nødvendige, men de kan gøre livet værd at leve. I syningens rige indtager broderiet kunstens plads. Dengang kvinder i velhavende husholdninger fik fri "til anden beskæftigelse end det rent nyttebetonede", da husarbejdets desuden blev lettere gennem "forbedrede og nye redskaber så som komfurer og symaskiner - blev der - med andre ord tid til overs til det, som blev anset for at være vigtigt, men ikke nødvendigt", skriver Gertrud Grenander Nyberg.
Der hører broderiet hjemme: måske endda livsvigtigt om end ikke livsnødvendigt.

Overnaturlig lov?
I middelalderen var broderiet en højt agtet kunstart. Der blev broderet i munke- og nonneklostre, broderiet var et respekteret håndværk med store værksteder og både mandlige og kvindelige udøvere.
Fra renæssancen forandredes billedet. Det blev mere almindeligt, at kvinderne broderede i hjemmene. Samtidig voksede det individualistiske kunstnerideal frem. Kunstnerens personlighed kom til at udgøre en vigtig markedsværdi. Markeringen over for det anonyme, kollektive arbejde blev central. Broderiet blev degraderet til rent håndværk. De rige købte malerier for at markere deres status, mens behovet for broderier i højere og højere grad blev dækket af kvinders gratisarbejde i hjemmene.
De professionelle (mandlige) broderisters status sank i det mandlige erhvervshierarki. Desto vigtigere blev det af markere sit revir: det blev sværere og sværere og efterhånden umuligt for kvinder at komme ind i broderilauget og dermed komme til at brodere erhvervsmæssigt. 
I den dobbelte konkurrence fra kvindernes amatørbroderi og maleriets tiltagende status i kombination med voksende puritanske idealer døde broderi som håndværk ud. Den betalte syning blev overtaget af uuddannede, underbetalte kvinder, som kunne begynde arbejdet i 3-års alderen for derefter ved 20 at være fysisk nedslidte, i værste fald blinde. Det lønnede broderiarbejde var noget af en samfundsmæssig skandale i sin hensynsløse udnyttelse af kvinder, indtil maskinbroderiet i 1880-erne kom som en befrielse.
Også i broderiets historie gentages altså det, som jeg plejer at kalde for den overnaturlige lov om det kvindeliges underordning i forhold til det mandlige. Til forskel fra den naturlov, som biologisk adskiller kvinder fra mænd, så har denne lov intet grundlag i fakta. Hvilke arbejdsopgaver, egenskaber eller måder at agere på man tillægger kvinder, respektivt mænd kan skifte mellem kulturer og tidsperioder, men det, som sættes i forbindelse med mænd, overordnes så ofte og så ensidigt, at det får karakter af en "overnaturlig lov". Det som er "kultur" i sammenhæng med mænd, ser ud til blive "natur", når det havner i kvindernes hænder. Kvinders "naturlige" arbejdsopgaver bliver mandlige professioner - men også omvendt: mandlige erhverv kan blive forvandlet til noget "typisk kvindeligt" nærmest medfødt - og dermed blive kun lidt eller ingenting værd. Broderiet er et eksempel på et sådant forvandlingsnummer.
Fra at være en primitiv teknik, sandsynligvis udviklet fra kvindeligt håndværk med nål og tråd, avancerer broderiet til kunst for siden via en position som kunsthåndværk at blive et "naturligt" kvindeligt håndarbejde, som kan overføres til en maskine og dermed definitivt blive anonymt. Det ser ikke ud til at handle om, hvad arbejdet er, men hvem der udfører det og hvor. Der ser ud til at gå en grænse - ikke mellem forskellige typer af arbejde, men mellem kønnene: det der gøres af mænd er professionelt, betalt og tegn på faglig indsigt, det som gøres af kvinder er "naturligt", ubetalt (eller lavtlønnet) og tegn på "kvindelighed".
I broderieksemplet trækkes der en grænse omkring virksomheden (der dannes et laug), som dermed skilles fra almindelig "syning" og gøres til en specialiseret profession. Laugets regler definerer og udstikker, hvem der må blive/være professionelle, samtidig med at man kan rangordne professionalismen i et "kyndighedshierarki" fra lærling til mester. Grænserne skal beskytte mod overetablering, garantere faglig dygtighed og arbejdskvalitet. Så langt kan de ses som fornuftige. Men når grænsen senere trækkes mellem kønnene, så fremstår den som vilkårlig.
Men måske er den også "fornuftig". Hvis betingelsen for mandlig selvfølelse i mands-kulturen er at have en erhvervsrolle, en samfundsidentitet og en forsørgerkapacitet, så gælder det om at trække grænser: mellem professionalisme og amatørisme, mellem markedsproduktion og hjemmeproduktion, mellem betalt og ubetalt arbejde. En enkel grænse at trække er den, som går mellem kønnene: på den ene side kvinder, hjem, ama-tørisme, ubetalt arbejde, på den anden mænd, samfund, erhverv, betalt arbejde.
Ekstra vigtig bliver grænsedragningen, når man professionelt beskæftiger sig med det, som i hjemmet hører til kvindernes område: en sammenblanding kan true den mandlige kønsidentitet. Som i eksemplet med broderiet. Samtidig blev syning generelt og broderiet specielt knyttet så stærkt til den kvindelige kønsidentitet, at det blev et udtryk for "kvindelighed". Ved at udelukke kvinder fra uddannelser og erhverv sikrer man sig, at "amatørismen" bibeholdes: resultatet bliver en reservehær af sykyndige kvinder, som kan udnyttes som arbejdskraft, men som ikke kan henvise til faglig uddannelse eller professionalisme, når det gælder betalingen.
Broderiet blev noget fælles for alle kvinder - samtidig giver det eksempler på klasse-grænser mellem kvinder, som først og fremmest blev bestemt af, hvem de var "allierede" med.
I overklassen var broderiet en måde at udtrykke den lediggang, som beviser overlegenhed: man havde tid til at gøre noget bare for fornøjelsens og skønhedens skyld. I middelklassen blev det en måde at knytte an til overklassen og dens kvindeideal på - og, hvis det var nødvendigt, en legitim, "klassemæssig" forsørgelsesmulighed. I de besiddelsesløse klasser var broderiet (og syningen) en af mange "typisk kvindelige" færdigheder, som kunne omsættes til lavt betalt lønarbejde for overlevelsens skyld - men uden hverken overklasse- eller kvindelighedsglans over sig.
Lidt anderledes så det ud i landbokulturen, som Gertrud Grenander-Nyberg dokumenterer. Ganske vist gav broderiet, eller prydsømmen, også her status, for gården og for kvinden, som havde udført det. En rig/flot prydsømstradition i en bygd var et tegn på kvindernes stærke stilling. Men "der kan ikke trækkes skarpe grænser mellem nyttebe-tonede og kunstfærdige prydsømme. Ofte er det æstetiske og det funktionelle formål med et broderi blandet sammen", skriver hun.
Broderede tekstiler havde også en praktisk funktion. Ved hjælp af dem markerede man specielle begivenheder som dåb, bryllup, begravelse, ja i det hele taget grænsen mellem fest og hverdag: de dækkede tag og vægge, senge, borde og stole. I landbohjemmenes kvindekultur var der ikke plads til en totalt unyttig "kunst": skønheden måtte have en funktion, fornøjelsen en nytte.
Der findes også en anden forskel mellem denne landbotradition og overklassens broderi. I den senere del af renæssancen blev det at brodere efter forlæg det altdominerende: prøvekludens afprøvninger med forskellige stingtyper blev et obligatorisk indslag i pigernes opdragelse, at kopiere præcist blev værdsat højere end at være frit skabende. Selve mønstertegningen - både for professionelt og amatørbroderi - var forbeholdt mænd. Selv i landbokulturen benyttede man sig af forlæg, ofte hentet fra dekorativt maleri udført af mænd: kiste- og tæppemalere, tapettrykkere og folk, der fremstillede mindetavler. Men kravet til slavisk at kopiere var mindre strengt "frem for alt havde man ingen krav om lige linier og anden præcision i mønstertegningen", skriver Gertrud Grenander Nyberg.
I landbotraditionen var kravet, at arbejdet skulle have en nyttig funktion, men man havde ret til en vis frihed i formen. Hos overklassen eksisterede retten til unyttigt arbejde, men der var et absolut krav om at følge de givne mønstre.

Uklare grænser

Hvad er broderi?
Misbrugt kvindekraft eller højtstående kvindelig kulturarv? Eller begge dele? Hvor går i så fald grænsen? Mellem maskinbroderi og håndbroderi? Mellem broderi efter mønster og frit skabende? Mellem nytegnede mønstre og traditionelle? Eller helt enkelt mellem sjusket og veludført arbejde? Alle grænserne er blevet foreslået i kvinders ambivalente forhold til broderi.

Hvad er broderi?
Udtryk for kvindelighed eller begrænsning af kvinders udtryk? Noget som kæder kvinder sammen med visse arbejdsopgaver eller noget, som tillader dem at få afløb for de skabende sider, som i offentligheden forbeholdes mændene? Hobby eller kunst?

Hvad er broderi?
Beskæftigelse eller arbejde? Nyttigt eller unyttigt? Går grænsen mellem, om det er betalt eller ikke? Eller om det er nødvendigt eller ikke?
Måske er grænserne uklare, fordi der ikke findes nogle klare grænser. Måske udtrykker ambivalensen og dobbeltheden i forhold til, hvad broderi er, det umulige i at definere kvindekulturen efter mandskulturens grænsedragningsbehov. De uklare grænser kende-tegner kvindekulturen: det ene flyder over i det det andet, det ligner uorden, men skjuler en anden orden: organisk, ikke organiseret.
I et samfund, som bygger på klare grænser, kategorisering og specialisering kan det, som indefra set er en organisk helhed, et netværk, te sig som et uorganiseret, uspecifikt "misk-mask", et kaos, en slags forurening. Det åbner mulighed/fare for uklare arbejds-forhold, lav vurdering, lave lønninger.
Men det "grumsede misk-mask" giver også mange åbninger for forsørgelse, i en veksel-virkning mellem mange forskellige typer af job og mellem hjem og lønarbejde. Ved at producere og reproducere i hjemmet holdes udgifterne nede, ved at gøre de samme ting på arbejdsmarkedet øges indkomsten. Så kan en ømfindtlig balance mellem ubetalt og betalt arbejde sikre overlevelse i et grumset grænseland.
"Grumsetheden" skaber plads og mulighed ikke bare for fysisk, men også for psykisk overlevelse, i et samfund hvor foragt for og diskriminering af kvinder er et vigtig ele-ment. Gennem uklare grænser mellem nyttigt og unyttigt, nødvendigt og unødvendigt, pligt og lyst kan kvinder skaffe sig et tilfredsstillende liv uden åbent at bryde med den kvindelige underkastelse.
Kvindekulturens strategi er ikke selvhævdelse og åben kamp, men tilsyneladende underkastelse og skjult opposition. En af Rozsika Parkers hovedteser (og den som også har givet titel til hendes bog, The Subversive Stitch) er, at kvinder tilsyneladende accepterede (mands)samfundets definition af kvindelighed ved at underordne sig mønsterbroderiets form med dets krav om tålmodighed, fingerfærdighed, slavisk kopiering. Men i valget af motiv udtrykte de deres egen opfattelse: de broderede heroiske heltinder fra Bibelens og myternes verden, selvstændige hustruer, stærke mødre. "Brodeuser har gennem historien sjældent tilhørt avantgarden i kampen for kvinders rettigheder - men i deres arbejde kan vi se genspejlinger af de spændinger og modsætninger, som drev visse kvinder til at tale".
Uklare grænser, grumsethed - der findes yderligere et nøgleord i kvindekulturen, som ligger tæt på dette: "gennemsyre", i modsætning til (det mandlige) "at markere et revir".
Et velgjort arbejde af en kvinde, f.eks. et broderi, forventes "at være gennemsyret" af hendes kvindelighed - som er anonym. En stor kunstners værk kan også "være gennemsyret" - men da af hans personlighed. "Gennemsyringen" bliver i dette tilfælde den højeste form for individualitet, bekræftet af fremstillerens signatur. Som derved "markerer et revir".
Så opstår der et nyt forvandlingsnummer. Det "gennemsyrende", som i kvindekulturen bliver anonymt og dermed lavt vurderet, bliver i mandskulturen individets ypperste udtryk og dermed højst vurderet. Der findes flere eksempler. Den evne til overblik, simultanorganisation, beslutnings- og handleberedskab, som skiller den dygtige husmor fra den habile, er den samme kompetence, som udmærker de bedste og højst betalte chefer. Når man beskriver "det at have gang i mange ting på en gang" som evnen til at holde mange bolde i luften samtidig, så kan det handle om dygtige forretningsmænd eller politikere.

At lave sine egne mønstre
At brodere som et udtryk for "kvindelighed" er en ting. At pålægge sig selv præcist at kopiere et mønster er en anden: at underkaste sig disciplin. Men mekanisk at følge givne forlæg er netop det, som man kan overføre til en maskine. Det dybt menneskelige fremtræder først, når man efter at have lært sig "maskinens lektie" kan knytte an til "naturen": det intuitive, det dybt personlige.
Da 1600-tallets kvinder, udelukkede fra kunstskoler og akademier, begyndte at eksperimentere med "mixed media" ved at indføre fjer, muslingeskaller og papir i deres broderier, når suffragetterne og kvinderne ved Greenham Common med deres broderede bannere forvandler det kvindelige broderis symbolik fra "underkastelse" til "kamp", når Judy Charles gør krav på plads og opmærksomhed med sit tids-, rum-, person- og penge-krævende, delvist broderede kunstværk "The Dinner Party" - så giver de eksempler på et andet forvandlingsnummer: at kende grænserne og at overskride dem, at vende tilbage til "det kvindelige" efter at have lært sig "det mandliges" lektie. At have lært sig mønsteret og spillets regler, men ikke for slavisk at underkaste sig det, men for at benytte sig af det for at opnå det, man selv vil: at lære sig arbejdets vilkår, men forbeholde sig ret til selv at bestemme dets mål og mening. Så begynder kvinder for alvor at konkurrere med manden om definitionsretten til begreber som "natur" og "kultur". 

Oversættelse af artikel fra Hemslöjden 1989/6 (Karen Sandager)